Fra netværksdag til sommerfest - sådan fejrede vi Christians jubilæum!

Fra netværksdag til sommerfest - sådan fejrede vi Christians jubilæum!

Først og fremmest et stort tak til alle jer, der var med til at fejre Christians 10-års jubilæum hos DM Supply. Med både netværksdag og sommerfest på programmet var rammen sat, men det var alle jer kunder, samarbejdspartnere og venner af huset, der gjorde dagen helt særlig.

Fejringen handlede dog ikke kun om en god dag i selskab med hinanden. Den markerede også en milepæl i Christians rejse hos DM Supply; en rejse, der fortæller meget om, hvem vi er som virksomhed, og hvad vi tror på.
“Jeg husker tydeligt min første dag, ikke mindst fordi jeg kom tre timer for sent på grund af tåge og uheld på motorvejen. Havde jeg ikke kendt Pia i forvejen, ville jeg nok have skidt grønne grise. Men hun tog det med et smil, og sådan startede mit eventyr her.”

Christian begyndte som konsulent, nærmest som en gammeldags handelsrejsende med over 60.000 km på landevejene om året. I dag, ti år senere, er han salgschef og medansvarlig for at udvikle både afdelingen og de tætte relationer til kunderne.
”Der er sket en enorm udvikling, både for mig og for virksomheden. Jeg er stolt af, at vi er gået fra at blive set som ’bare en udlejer’ til at være en partner, der faktisk er med til at ændre måden, man bygger på. Det ville dog aldrig kunne lade sig gøre uden den tætte relation, vi har til vores kunder.”

Og netop relationerne er det, der betyder mest for Christian, og som han mener er helt afgørende for DM Supplys succes:
“Jeg brænder for de lange relationer. Det er her, jeg kan gøre en forskel. Når vi kender vores kunder ordentligt, kan vi også rådgive dem bedre og skabe løsninger, der holder i længden. Tillid tager tid, men det er netop den tid, der gør samarbejdet stærkt.”

Det er dog ikke kun eksternt, relationerne har stor betydning, det er mindst lige så afgørende internt:
”Vi er som en lille familie, og jeg er glad for, at vi har formået at bevare den ånd, selvom vi med tiden har udviklet os og flere er kommet til.”

Sidstnævnte pointe bakkes i den grad op af, at DM Supply, som kun har eksisteret i 13 år, allerede har fejret syv 10-års jubilæer. Det vidner om en familie ånd og kultur, der stadig mærkes tydeligt, når man træder ind ad døren, og som vi er meget stolte af at holde fast i.

Christians 10 år er derfor mere end en personlig milepæl. Det er et billede på den rejse, vi som virksomhed er på: hvor udvikling og relationer går hånd i hånd, og hvor vi står stærkest, når vi gør det sammen.